Udskilningsløbet 1930 - 1949

De første 50 år var grænseoverskridende. Det var bilens pioneertid. Der var lavet et utal af opfindelser, som aldrig helt var blevet færdigudviklet. Det hele havde drejet sig om at præstere det umulige. Hastighedsrekorder i hobetal, svulmende motorer og uhyrlige konstruktioner gjorde bilerne besværlige, dyre og uøkonomiske. Mange af bilerne blev kun bygget i få eksemplarer, så det var svært at få fat i reservedele. Den lokale smed måtte med sine drejebænke bygge mange reservedele til bilejere, som var blevet forblændet af en god sælger. Kun få arbejdede på at gøre bilen til et komfortabelt økonomisk transportmiddel, som også småsparerne havde råd til såvel at købe som vedligeholde. 

 

Den efterfølgende periode fra tyverne og op gennem 2. verdenskrig skilte fårene fra bukkene. Der var kun få, som overlevede med specialbiler for overklassen. Krakket på den amerikanske børs slog benene væk under kræmmerne og garageproducenterne, og krakket lugede gevaldigt ud i den utallige mængde af små specialmærker, som ikke altid var lige seriøse. De store penge lå i biler til alle. Og de begyndte så småt at dukke op. Austin, Opel, Ford, Renault, og lignende satsede på den brede køberskarer. 

 

I slutningen af trediverne begyndte ord som aerodynamik og benzinøkonomi at gøre sit indtog i udviklingsafdelingerne, men 2. verdenskrig stoppede al udvikling. De fleste bilfabrikker blev inddraget i våbenindustrien i en periode på 5 til 7 år afhængig af, hvor i verden man befandt sig. Efter krigen dukkede de gamle kendinge fra 30'erne op igen, da der ikke havde været overskud til at udvikle nye modeller under krigen. Sidst i 40'erne begyndte de nye modeller at dukke op, heriblandt 6 legendariske biler som alle satte helt nye standarder; Citroén 2CV, Citroén B11,  Boblen, Morris Minor, Saab 92 og Renault 4CV.

1946

Bell Telephone Company i USA lancerer biltelefonen.