Fritz Fends inspiration til denne KR175 (KR =
Kabineroller = Kabinescooter) er indiskutabelt hentet fra hans tid i flyindustrien. Fends første kabinescooter havde
manuel fremdrift via 2 håndtag, og derfor var Fends erfaring med at opnå lav
egenvægt og lille luftmodstand et afgørende element for gøre det ”arm”-drevne
køretøj anvendeligt. Selv om den senere model, Fend Flitzer, havde motor, så
forblev lav vægt og lille luftmodstand centralt i Fends arbejde, også i
modellerne efter Flitzer.
Den nye model, som i serieproduktion fik modelnavnet
KR175, skulle være beregnet til 2 personer mod Flitzer-modellens enkelte
siddeplads. For at holde den lave luftmodstand blev passageren anbragt på et
sæde bag føreren. Meget utraditionelt sammenlignet med fx BMW Isetta og Heinkel
som begge havde sæderne placeret ved siden af hinanden. Den lave vægt og lille
vindmodstand gav Fends kabinescootere to store fordele. De havde et meget lavt
benzinforbrug, op til 30 km/l lovede Messerschmitt for en KR175, hvilket var
mindst det dobbelte af datidens biler. Samtidigt kunne de nøjes med en relativ
lille motor, og så alligevel opnå en fornuftig marchhastighed. Det reducerede
produktionsomkostningerne.
Første prototype af den ny 2-personers kabinescooter
stod klar i sommeren 1952. Prototypen, som fik modelnavnet KR150, lignede
Flitzer-modellen, men den var udstyret med et kuppeltag i plexiglas, fuldstændig
som på et fly. Måske forårsaget af denne lighed med et Messerschmitt fly-cockpit
har der været forlydender om, at Messerschmitt 150/175 direkte er bygget på et
cockpit fra flyet Messerschmitt ME 109. Der er dog ingen tvivl om, at dette kun
er et rygte, da de 2 cockpits ikke har noget til fælles. Motoren i prototypen
var en Sachs-motor på 150 ccm, og betjeningen mindede mest af alt om en
knallert. Der var et styr, med vridehåndtag til gas, håndkobling og gearskift i
håndgrebet. Bremserne blev aktiveret med en fodpedal. Gearkassen havde 4-trin
frem, men intet bakgear. Lidt upraktisk var det også, at den skulle startes med
kickstarter.
KR175 var den første af
Fends kabinescootere, som bar navnet Messerschmitt. Den blev nemlig produceret
hos hans tidligere arbejdsgiver Willy Messerschmitt. Prototypen blev
forbedret, blandt andet fik den en større motor på 173 ccm, og i februar 1953
rullede KR175, ud på vejen. En række klager fra køberne, blandt andet over en
ukomfortabel affjedring og dårlig kobling, afstedkom de første måneder mere end
70 forbedringer på KR175.
KR175 blev en rimelig succes, som dog efter kun 2 år i
produktion blev afløst af den større KR200. Det vurderes, at der kun eksisterer
50 stk. indregistrerede KR175 i dag.