Historie

Land: Tyskland
Periode: 1972 - 1980
Antal: ca. 450.000
Pris: kr. 152.942

Motor og teknik

Medbærende karrosseri og hjælperamme
Motor fortil, baghjulstræk
v8/ 3499 ccm
200 hk/ 5800 o/min
moment 300 Nm v. 4000 o/m
Kompressionsforhold 9,5:1
3 trins manuel gearkasse

Præstationer

Topfart: 190 km/t
0-100 km/t: 9,5 sek. 

Mål og vægt

Mål (l/b/h): 496/187/143 cm
Vægt: 1675 kg 

 

 

1974 Mercedes Benz 350 SE

70'ernes mest gennemførte bil? Sådan er der mange, der betegner Mercedes 350 og 450 SE/SEL med karrosseribetegnelsen W116. Den blev præsenteret i Paris i 1972, og det var ved denne lejlighed, at Mercedes for første gang officielt brugte betegnelsen S-klasse om deres topserie. W116 var gennemført. Udvendigt var den stor, og den var pyntet med masser af krom og detaljer. Indvendigt var den fyldt med luksus, som den dag i dag fortsat gør den til en fremragende langtursbil, der fører chauffør og passagerer stilfuldt frem.  

 

Mercedes påbgyndte allerede i 1966 udviklingen af W116 på basis af de daværende topmodeller, men i den endelige version blev W116 både længere og bredere end forgængerne. Introduktionsmodellerne startede med den lille 280 S og  280 SE, begge med den gamle rækkesekser, og så denne 350 SE med den nye M110 motor. Tallene i modelnavnet angav motorens slagvolumen, S var typebetegnelsen og E stod for benzinindsprøjtning (Einspritzung). I december 1972 introduceres 450 SE og 450 SEL på det amerikanske marked. Den havde samme motor som 350, blot med større slagvolumen, men på grund af de skrappe emmissionskrav i USA, ydede 450 modellerne kun 180 hk, altså mindre end de europæiske 350 modeller.  Det ekstra L i modelbetegnelsen stod iøvrigt for en større akselafstand på 10 cm. SEL modellerne kendes derfor bedst på den større bagdør, som den øgede akselafstand gav plads til. I marts 1973 blev 450 modellerne lanceret på det europæiske marked, hvor de ydede 225 hk, og alle modellerne kunne nu fås som SEL.

 

S-klassen var en luksusbil, og det understregede man med kun at levere modellerne fra 350 og 450 med automatgear. Ønskede man manuelt gear, så måtte man nøjes med den lille 280. Her kunne man til gengæld vælge mellem enten en 4-trins eller en 5-trins manuel gearkasse.

 

I 1975 kommer den ultimative S-model 450 SEL 6,9. Mercedes tog den store 6,3 liters V8 motor M100 fra Mercedes 600 og borede den op til 6,8 liter (ikke 6,9 l som navnet ellers indikerer). Det gav motoren 285 hk. For at sikre en endnu bedre komfort, købte man Citroëns hydro-pneumatiske affjedring, som også var brugt i 600, og så havde man en af 70'ernes absolut smukkeste og mest komfortable limousiner.

 

For det amerikanske marked kom W116 også som 300SD, som havde en 3 liters turbodiesel  - den første turbodiesel i en Mercedes. Med kun 80 hk, var motoren på trods af et stort drejningsmoment svag til den store bil.

 

I 1976 ændrer man indsprøjtningssystem fra Bosch D-Jetronic til K-Jetronic ved overgang til normalbenzin, hvilket reducerede ydelserne med nogle få procent.

 

Fra 1978 kun Mercedes levere SE og SEL med ABS (Anti Blocking System), som Mercedes havde udviklet i samarbejde med Bosch. Det var lidt af en epoke på daværende tidspunkt, og der var ikke mange, der troede på dette sikkerhedssystem den gang.


I april 1980 udgik 450 SE af produktion og den sidste W116, som rullede af produktionslinien i september samme år var en 350 SE. Den var nu helt afløst af den nye W126.

 

1974 Mercedes Benz 350 SE
(foto: Brochure/reklame)

 

Links

 

Dataguide 1974
Historiske milepæle 1951 til 1975
 

Købers guide


Ingen oplysninger

 

Copyright  1995 - 2010 klassiskebiler.dk - Elmedals Allé 8 - 5250 Odense SV - klassiskebiler@klassiskebiler.dk