et var Mazda, som kom først. For næsen af NSU Ro80, blev denne japanske sportscoupé præsenteret som den første serieproducerede bil med wankelmotor. 

om det var tilfældet for den tyske konkurrent, havde Mazdas wankelmotor også problemer med utætheder mellem rotor og rotorhus. Teknikken var stadig i udviklingsfasen. Men hvor NSU satsede alt eller intet på wankelmotoren, hvilket senere kostede NSU livet, var den for Mazda kun et forsøgsprojekt, som skulle bruges i det videre udviklingsarbejde. Udviklingsarbejdet skulle vise, om wankelmotoren faktisk kunne bruges i en serieproduktion.  

ilen var ingen decideret skønhed. Nogle vil nærmest kalde det en ordinær coupé, som ikke rigtig hørte til i nogen kategori. Designet var en blanding af amerikansk flyder a lá Ford Thunderbird med lidt streger fra Jaguar E-type. Bilen var ellers velkørende med en fast og sporty undervogn, som matchede bilens smidige wankelmotor. Da motoren i 1969 fik ydelsen hævet fra 110 til 128, hjalp det yderligere på præstationerne. Men manglen på charme og prestige gjorde, at den aldrig slog igennem på det lukrative amerikanske marked. Af samme grund blev der på de 5 år bilen var i produktion, kun bygget et beskedent antal. 

slutningen af 60'erne og op gennem 70'erne forbedrede Mazda wankelmotoren løbende. Fabrikken fik rimelig styr på teknikkens børnesygdomme, så motorerne uden nævneværdige problemer kunne benyttes i Mazdas øvrige modeller. Interessen for wankelmotoren faldt imidlertid, så da teknikken stort set var færdigudviklet, valgte Mazda at gå over til de traditionelle stempelmotorer. I 80'erne var det kun den kendte RX7, som var udstyret med wankelmotor.