Det hele startede da Renault kom med en splinterny Renault 5 i 1984. Den historiske bestseller var totalt fornyet med en ny tværstillet motor, gearkasse i aluminium, MacPherson affjedring, nyt design og smart moderne interiør. Salgssuccesen fik hurtigt kælenavnet "superfemmeren" og den motiverede til sportsversionen GT Turbo, som kom i 1985.

GT Turbo blev udviklet i 2 omgange. 1985 modellen, også kendt som "fase 1 GTT", fik sine 115 hk fra en Garrett T2 turbolader uden intercooler. Det var et veludviklet stykke ingeniørarbejde at få 115 hk tæmmet i den lille og lette bil på kun 860 kg. I 1985 var vægtforholdet 6,9 kg/hk uhørt lavt, og den lille Renault 5 var derfor den hurtigste bil i den nye GTI-klasse, som Volkswagen med Golf GTI havde startet.

En turbo uden intercooler viste sig hurtigt at have en for kort levetid. "Fase 2 GTT" kom derfor i maj 1986. Den var udstyret med samme turbo, men nu med intercooler. I 1988 fik "fase 2 GTT" en gevaldig ansigtsløftning og en masse ekstra udstyr. Ydelsen blev hævet til 120 hk ved at montere andre karburatorer og et nyt tændingsmodul gav endvidere bilen 500 omdr./min ekstra på toppen.

I 1991 var det ikke længere en sjældenhed at modificerede mellemklassebiler præsterede ydelser på over 150 hk og accelerationer fra 0-100 km/t på under 8 sek. Turboens svagheder blev afløst af indsprøjtning og 16-ventilsteknik, hvorfor Renault 5 GT Turbo blev udfaset i 1991 til fordel for den mere moderne Renault Clio 16v. Det var enden på Renaults turbotid. Fiat´s turboudgave af Uno’en blev holdt i live endnu et par år, men turboens svagheder ved almindelig kørsel måtte også i Uno’en udfases af den nye generation af Fiat Punto’s 16 ventilede motorer.