Historie

Land: Frankrig
Periode: 1984 - 1994
Antal: -

Motor og teknik

Motor fortil på tværs
forhjulstræk
r4/ 1580 ccm
115 hk/ 6250 o/min
Kompressionsforhold 9,8:1
moment 134 Nm v. 4000 o/m
5 trins manuel gearkasse
skivebremser for, tromler bag

Præstationer

Topfart: 196 km/t
0-100 km/t: 9,1 sek 

Mål og vægt

Mål (l/b/h): 371/157/136 cm
Vægt: 850 kg 

1986 Peugeot 205 1,6 GTI

En gang imellem rammer designerne bare plet. Og her er et godt eksempel fra 80'erne. Peugeot præsenterede denne lille franske skønhed i 1983, hvor den skulle tage kampen op mod successen Renault 5. Peugeot slog konkurrenten af banen med det samme - og det gik ikke kun udover Renault. Den lille kompakte bil med det frække design tog pusten fra de etablerede mærker, så Kadett, Golf, Escort og alle de andre i den lille mellemklasse måtte trække sig. Peugeot var på vej væk fra sit gammeldags image.

 

205 havde gode køreegenskaber, som Peugeot allerede i 1984 udnyttede med en større og kraftigere motor på 1,6 liter og 105 hk. Hermed tog 205 også kampen op i GTI-klassen hvor VW Golf ellers var trendsættende. Den lave vægt, en stivere affjedring og bredere stålfælge gav bilen flotte præstationer og en eminent vejbeliggenhed.  I 1986 fik motoren 10 hk mere, og samtidigt kom en version med en større motor på 1,9 liter med 130 hk. 

 

Modellen overlevede stort set uændret i 11 år, hvor den til det sidste havde flotte salgstal. Men bilen var ikke forbedret på det sikkerhedsmæssige område, hvorfor Peugeot, på trods af voldsomme protester fra køberne, i 1994 lod modellen udgå af produktion. Den egentlige afløser kom først i 1999.


 1986 Peugeot 205 1,6 GTI
(Foto: brochure/reklame)

Links

Dataguide 1986
Historiske milepæle 1976 til 2000
 

Købers guide

Mekanisk er 205 GTI en stærk bil med fremragende køreregenskaber. Husk at bilen er en ægte GTI-bil, så koblingen er hård og motoren kan gå ujævnt - minder om biler med skarpere knast. Dårlig justering af motor og defekt luftmåler i indsugningen kan være medvirkende til et stort effekttab uden at bilen fejler noget. Kontrollér at tandremmen er skiftet som foreskrevet i instruktionsbogen. Gearkassen på 1,9 GTI efter 1990 er generelt stærkere, men det er almindeligt, at 2. gearet er slidt på alle årgange.

Modellen er ved at være gammel, så kig godt efter rust. Rustproblemet er størst på modellerne frem til 1985. Her er de udsatte steder omkring ruderne og plasticskinnen på bagklappen, hvor der kan skjule sig rust bagved. Efter 1985 er rustbeskyttelsen fra fabrikken forbedret meget, og fra 1989 begynder man at forzinke særligt udsatte steder.

Bilen er ikke forstærket yderligere i forholdt til standardmodellen, så med den stivere affjedring på GTI-modellerne, vrider karrossen meget. Dette kan ses ved revner i lakken på den midterste stolpe (B-stolpen). Er lakken revnet her, er det samtidigt et lille tegn på hård kørsel. 

Bilen er veludstyret med bl.a. elruder, sædevarme og centrallås, men det elektriske system er dårligt, så tjek at tingene virker. Undgå biler med fabriksmonteret skydesoltag, da dette ofte er utæt og med fører støj ved høj hastighed. 

Bilen var for de unge, og hermed har en del haft meget voldsomme skader. Tjek for uens dækslid, som kan indikere dårlig genopbygning, hvor bilen ikke er blevet rettet ordentligt. Og igen - GTI-biler er generelt kørt meget hårdt, så pas på de udkørte eksemplarer. 

 

Copyright  1995 - 2010 klassiskebiler.dk - Elmedals Allé 8 - 5250 Odense SV - klassiskebiler@klassiskebiler.dk