GC var Austin-Healey 3000s officielle afløser, da den blev præsenteret i 1967. En ny bil var der ikke tale om, men en ombygning af en velkørende kending fra 1962. MGB dannede ganske enkelt basen for MGC, og den største forskel mellem de 2 biler var, at MGC havde en større motor, et forstærket bagtøj til de flere hestekræfter, anden affjedring foran for at gøre plads til motoren samt en modificeret motorhjelm - en MGC var egentlig bare en kraftigere MGB. Og ganske som MGB, så kunne MGC også fås som enten GT eller Roadster

1967 havde MG i Abingdon allerede mistet kontrollen over motorudviklingen til andre afdelinger i British Leyland, som nu ejede MG. Den nye 6-cylindrede motor var derfor ikke bygget til MG´s biler. Motoren var tung og vægtbalancen dårlig, hvilket gik udover MGC´s køregenskaber. Så selv om netop de gode køreegenskaber var et varemærke for MG, måtte MG´s teknikere indgå en række kompromisser. Bilen, som skulle afløse Austin-Healey 3000, gav altså ikke den helstøbte køreglæde, som bilerne fra Abingdon var kendt for. Men MG gjorde hvad de kunne for at få den større motor til at passe i en MGB. Det største problem med den større motor var, at de ikke kunne få motoren tilstrækkelig langt bagud, hvilket var nødvendigt for at få en optimal vægtfordeling. Et af problemerne var, at der mellem motor og kabine skulle være plads til en automatisk gearkasse, som var en valgmulighed for de amerikanske købere. Udad til fik MGB´s motorhjelm en bule for at gøre plads til den højere motor og den større køler.

a teknikerne prøvekørte bilen var de egentlig ganske tilfredse med resultatet. Bilen kørte lydløst på grund af den kraftige velafbalancerede 6-cylindrede motor. Motorens kraftige moment gjorde bilen hurtig i mellemaccelerationerne og en topfart på næsten 200 km/t var meget i 1967. Vægtfordelingen var trods alt blevet tilfredsstillende med en fordeling på 53/47 - altså en anelse mere på forhjulene. Men pressen var hård og ubarmhjertig. Motorjournalisterne klagede over en udpræget understyring og dårlige præstationer på trods af, at vægtfordelingen og de faktiske præstationer fortalte det modsatte. Bilen lignede også for meget en MGB og pressen kaldte den en uværdig afløser for Austin-Healey. Måske var pressen vant til at motorer i en sportsvogn skulle brøle? Måske forventede de det samme som af MGB, da MGC kun adskilte sig lidt fra den? Faktum var ihvertfald, at den lydløse og velkørende bil ikke fik nogen reel chance hos British Leyland, som allerede i 1969 stoppede produktionen for i stedet at satse på Triumph TR6, som blev produceret frem til 1976. Faktum var, at MGC på trods af at den ikke var en gennemført MG, alligevel var en fantastisk tourer med gode køreegenskaber.